Dan Ritto

For lidt mere end et års tid siden, sad jeg på en cafe sammen med en kunstner af mellemøstlig oprindelse. Blandt andet diskuterede vi det såkaldt ’arabiske forår’, som på det tidspunkt nærmest gav samtlige medier og ’eksperter’ kollektiv orgasme. Vi var rørende enige om essensen i den udvikling man kunne forvente i Nordafrika og det nære Mellemøsten: At de demokratiske kræfter i landene ret hurtigt ville blive overtrumfet af den ægte islam – shariaen, med dens diskrimination og voldelige undertrykkelse af hele befolkninger. Og at det kun ville være et spørgsmål om tid, inden eksempelvis befolkningen i Egypten, ville begynde at tænke tilbage på Mubarak-tiden som ’de gode gamle dage’.

 
Nu, et års tid senere, er det efterhånden præcis dér vi befinder os. En nylig måling i Egypten, viste eksempelvis at den førende præsidentkandidat var ingen ringere end Mubaraks tidligere efterretningschef. Nu er han så, sammen med ni andre kandidater, foreløbig blevet stoppet af valgkommissionen. Men det ændrer ikke ved billedet. Vi havde ret.

 
Et samlet Vesten angreb Libyen, og samarbejdede med blandt andet Det Muslimske Broderskab og al-Qaeda om at bringe Gaddhafi-styret til fald. På trods af at det allerede ved konfliktens start var offentlig kendt, at lederne af oprørsmilitsen i landet var al-Qaeda operatører med erfaring fra blandt andet Afghanistan, lod vestlige politikere alligevel som om de var overraskede da sammenhængen efter styrets fald blev bekræftet. Med assistance fra et beslutsomt NATO, er endnu et islamisk diktatur blevet til.

 
Og nu er næste stop Syrien. I dette land har oprørsgrupper som bekendt taget magten i enkelte byer, og har som det naturligste i verden indført Jiziya. Det vil sige den særskat, som islams stifter, den falske profet Muhammed, forlangte at ikke-muslimer skulle betale til hans styre for at få lov at leve. Inden for mafiaen kalder man den slags beskyttelsespenge – i islam er det et helligt krav, hvilket førnævnte falske profet gør det helt klart i Sura 9,29.

 
Jiziya’en som oprørsgrupperne indkræver i blandt andet byen Homs, er således et krav som muslimerne gør på ikke-muslimer: betal eller vi dræber Jer. Men hvis I betaler, får I lov at leve som andenrangsmennesker. Dø eller bliv undermennesker – valget er frit!

 
Der er oven i købet hørt om tilfælde, hvor muslimerne har overholdt ’aftalen’…

 
Alt imens klapper et samlet Vesten i hænderne. Vor egen udenrigsminister hepper på de islamistiske oprørere – sammen med USA’s muslimske præsident og et samlet ekspertkorps. Hu-hej hvor det går!

 
Lidet forstår de, at det er Vestens egen undergang de jubler over. Lidet forstår de, at alt for mange muslimer i Europa er parate til at bringe et tilsvarende ’forår’ til hertil – ja, at de kun venter på det rette øjeblik til at rejse sig i kamp mod civilisationen! Og når det sker, vil de få al tænkelig opbakning og støtte fra en samlet europæisk venstrefløj.

 
Men måske skulle de tage at lære lidt af revolutionen i Iran. For hvem var de første, Khomeni henrettede efter sin magtovertagelse? Jeps, landets tåbelige venstrefløj, som havde hjulpet ham til magten.

 
Men Villy Søvndal og ’eksperterne’ er ligeglade. For dem har demokrati og vestlige idealer aldrig betydet det helt store. Kampen mod kapitalismen og det pluralistiske Vesten har højere prioritet. Deres handlinger og ideologi er drevet af had mod dén civilisation og dén vestlige kultur, som de selv er produkter af.

 
Derfor støtter Søvndal, Obama og ’eksperterne’ ukritisk etableringen af det ene islamiske diktatur i Mellemøsten efter det andet. Egypten. Syrien. Tunesien går ikke helt efter planen, men lad nu tiden råde… Hvis Ennahda stædigt fastholdet ikke at ville indføre en shariastat, kan NATO jo altid rykke ind og bringe orden i tingene. Og den helt store spiller i området, Tyrkiet, er godt på vej til åbent shariastyre. Der foregår allerede en omfattende diskrimination mod ikke-muslimer i landet, og ytringsfriheden er det så som så med.

 
Vi lever i interessante tider. De kommende år vil være afgørende for Europas fremtid. Men uanset hvordan spillet om nogle år vil ende, er én ting sikkert: Hverken Obama, Søvndal eller den samlede venstrefløj vil være at finde på frihedens side. De er bon-kammerater med islamisterne, og er dermed per definition frihedens modstandere.

Gemt i: Ikke kategoriseret d. 15. april, 2012 | 1 kommentar »

Gemt i: Ikke kategoriseret d. 6. april, 2012 | 6 kommentarer »

Dette er historien, som de danske medier helst ikke vil fortælle os.

Politiken bringer her til morgen historien om en våbenhvile i de seneste dages udvekslinger af vold mellem Israels forsvar og en terrorgruppe med base i Gaza.

Hele weekenden igennem, har militante arabere sendt op imod 300 raketter og mortérgranater ind over det sydlige Israel, og dermed placeret rundt regnet én million civile mennesker direkte i skudlinjen. Den våbenhvile som Politiken skriver om, skulle i teorien være trådt i kraft. Det ændrer dog ikke ved, at raketterne ifølge seneste melding via de israelske medier stadig vælter ind over Israels befolkning. Våbenhvilen har åbenbart travlt med at hvile sig, lader det til.

Politikens vinkling er som den altid er, når avisen skal beskrive fjendtligheder i den del af verden. Enten er Israel de største skurke siden anden verdenskrig – eller også er parterne mindst lige gode om det. Dem om det.

Her er hændelsesforløbet, så døm selv. Israels efterretningstjeneste kommer i besiddelse af oplysninger, der dokumenterer at der planlægges et terrorangreb mod civile i det sydlige Israel. De to terroristers plan er at slippe over grænsen i Sinai-ørkenen, hvorefter angrebet skal udføres. Men det får MOSSAD som sagt nys om. Hæren ønsker ikke at gamble på at de to kan opsnappes ude i ørkenen. Samtidig opsnapper man Gud-ved-hvordan oplysninger om at de to befinder sig i en bil sammen et sted inde i Gaza. Næste skridt er logisk: man sender en drone afsted og sprænger bilen med de to terrorister i luften. Begge var erfarne deltagere i tidligere terrorangreb med dræbte til følge, så man kan lidt kynisk sige at deres sidste salgsdato forlængst var overskredet.

Så langt så godt. Jeg tror faktisk ikke på, at noget andet land i verden ville reagere anderledes i en tilsvarende situation.

De to bortgangne herrers våbenfæller i terrororganisationen valgte så at fejre begivenheden, eller hvad man nu skal kalde det, ved at affyre en længere serie raketter ind over den del af Israel der ligger inden for rækkevidde. Altså den sydlige del af landet. Herefter sender Israel landets luftvåben på vingerne for at sætte affyringsstederne og de pågældende terrorister ud af spillet.

Heller ikke her tror jeg at noget andet land i verden ville reagere anderledes.

Ikke desto mindre har man weekenden igennem i danske medier kunne læse, at Israel angriber ‘palæstinensere’ i Gaza. At en million israelere har tilbragt denne periode i eller nær beskyttelsesrum, er i den forbindelse åbenbart dybt uinteressant. Hvorfor er det at danske medier alle sammen skriver med overskrifter som “Tre dræbt i Israelsk angreb – TV2″ – og “Israelsk luftangreb dræber 12 – DR”, alle har det samme : Information, Kristeligt Dagblad, Jyllands-Posten osv osv… Hvor er overskriften “Gaza sender raketter ind i Israel” ?

Bortset fra mediernes mystiske prioriteringer, er det interessante også de internationale politiske reaktioner. Eller manglende reaktioner, bør man vel sige.

Én ting er at Hamas, der erklærer sig selv som værende regering på Gaza, har taget afstand og opfordret terrorgruppen til at indstille skydningen. Dermed beviser de endnu engang, at de enten ikke har kontrol over området og dermed ikke er reel regering – eller at de er fulde af løgn. Om det er det ene eller det andet skal jeg ikke bedømme, men det sidder der nok nogle diplomater og efterretningsfolk og pønser over.

Det burde ellers være en alvorlig sag for Hamas. Lige for tiden rejser bevægelsens top-terrorister nemlig på verdensturné for at opnå anerkendelse at ‘Palæstina’ som stat. Der er nemlig her i moderne tid mindst to forudsætninger for at kunne anerkendes som stat: Dels at man reelt behersker sit erklærede område. Dels at man lover at respektere sine naboer.

Alligevel har jeg endnu til god at høre arabernes venner, herunder den danske udenrigsminister, stille spørgsmålstegn ved Hamasstyrets legitimitet. Hvilket efter de seneste dages begivenheder ellers netop burde udfordres. På trods af Gaza’s angreb på en million uskyldige civile, strømmer pengene fra EU og diverse FN-organisationer stadig ind i Gaza.

Jeg har også til gode at opleve eksempelvis FN og EU fordømme raket-angrebene.

Desværre er sandsynligheden for at dét sker, nogenlunde lige så stor som chancen for at danske medier fortæller sandheden om hvad der sker netop nu – i det sydlige Israel!

Gemt i: Ikke kategoriseret d. 13. marts, 2012 | 7 kommentarer »

SF i København har fremsat et forslag om, at kvinder skal kunne tisse stående. Det har de for så vidt altid kunnet, men forslaget går altså ud på at kommunen skal finansiere og opsætte såkaldte ‘missoirer’, så kommunens kvinder kan blive lidt mere ligesom mænd.

For mig er det aldeles tydeligt, at den moderne luksus-feminisme i Danmark ikke bæres frem af indignation over kvinders undertrykkelse eller manglende muligheder i samfundet. Den slags er de for så vidt temmelig ligeglade med. Nej, dagens feminisme bæres frem af god, gammeldags freudiansk penismisundelse.

Penismisundelse, fordi tidens luksus-feminister ikke har større ambitioner end at blive som mænd. Forslaget fra SF i København er fuldt ud lige så symbolsk som det er tåbeligt og lattervækkende. Forslagets logik er enkel: hvis der for kommunale midler opsættes ‘grej’, der indbyder mænd til at tisse stående, så er det naturligvis diskriminerende for kvinder at de ikke får tilsvarende service. Jeg har en dyb tiltro til, at langt de fleste kan se det lattervækkende. Og jeg har faktisk lidt ondt af den borgerlige opposition på Københavns Rådhus, når de røde så suverænt gør sig selv så godt og grundigt til grin, at der nærmest ikke er brug for en opposition.

Jeg vil med forventning afvente kommende forslag fra selvsamme lighedsorienterede feminister om at mænd skal tvinges til at føde mindst 50 procent af alle børn – eller at alle kvinder skal tvinges til at få indopereret en rigtig gorilla-måtte på brystet, så de virkelig kan blive som mænd.

Tidligere har vi set krav som at børsnoterede selskaber skal tvinges til at have 40 procent kvinder i bestyrelsen – uanset om de er kvalificerede eller ej. For feministerne er ligestilling og ligeværd nemlig præcis det samme som tvang og forskelsbehandling.

Samtidig er deres indstilling til disse sager yderst selvmodsigende. Bestyrelsesmedlemmer i erhvervslivet vælges jo efter evner og kvalifikationer – om de har noget at tilbyde virksomheden, som virksomheden har brug for. Normalt kræves der dygtighed og hårdt arbejde at komme med i sådan en bestyrelse. Men nu forlanger KVINFO og venstrefløjen altså, at børsnoterede selskaber skal tvinges til at optage medlemmer i bestyrelsen, som absolut intet har gjort for at gøre sig fortjent hertil. For hvis KVINFO virkelig havde troet på kvinderne evner, ville de naturligvis aldrig have krævet kvoteordninger og forskelsbehandling.

Luksus-feministerne fører krig mod mænd, fordi de vil være mænd. Så enkelt er det. De er drevet af penismisundelse, men også af en dyb mindreværdsfølelse. Igen: hvis de ikke følte sig mindreværdige, ville de intet behov have for at kræve forskelsbehandling. Længere er den i virkeligheden ikke.

Der er ellers masser af kvindeundertrykkelse at tage fat i. Omskæring af unge piger. Tvangsægtekaber. Voldtægt, undertrykkelse og omfattende social kontrol i visse miljøer.

Når unge piger bosat her i landet tvinges til ægteskab med fætre eller faderens forretningsforbindelse, alt sammen under trusler om vold, drab eller en ‘forsvinding’ under den obligatoriske månedlange sommerferie i forældrenes eller bedsteforældrenes hjemland, skulle man da tro at der var nok at tage fat i for kvindesagsforkæmperne.

Men nej. Intet er vigtigere for disse luksus-feminister end at blive som mænd. Så må ægte kvindeundertrykkelse bare vente. Den slags kan man ikke tage sig af – slet ikke når målet venter ret forude: en vellønnet bestyrelsespost, helt uden at have gjort sig fortjent til den eller være kvalificeret dertil. Hvilken svir!

Men hvis nu ellers disse luksus-feminister ville løfte blikket fra egen næsetip et øjeblik og tage et blik ud over samfundet, ville de opdage at de unge kvinder faktisk klarer sig ganske udmærket, tak. Aldeles uden hverken kvoter eller missoirer – og uden de ældre feministers lave selvfølelse og selvforagt. Der er en ny generation på vej, som tids nok vil blive kvalificerede til at komme i bestyrelserne – hvis ellers de gider! Og ligegyldig symbolpolitik som missoirerer, interesserer de sig heller ikke for.

Virkeligheden er mere end nok for de fleste, og heldigvis for det.

I det hele taget har tendensen til at forsøge at udviske forskellen mellem kønnen,e taget overhånd i visse kredse. Man vil bilde os ind at køn er en social konstruktion – noget, som man selv vælger. De glemmer naturligvis at mennesket er et produkt af mindst to ting: Biologi og Evolution. Biologien har gjort manden fysisk stærkere. Det er vistnok også biologien der gør at mænd fortsat er uimodståelige for det modsatte køn, selv om vi bliver halvskaldede og får topmave. Det virker ikke helt den anden vej rundt…. Og evolutionen… well, lad os være ærlige: Vi har i årtusinder sendt mændene på jagt og ud i markerne, fordi vi er mere egnede til det. Der holder man mund og koncentrerer sig om én opgave ad gangen. Hjemme skal der holdes styr på stumperne og bondes omkring med de omkringboende, så det sociale kan fungere.

Kønnene er med andre ord meget forskellige. Ikke kun biologisk, hvilket enhver kan forvisse sig om, men også med hensyn til adfærd og medfødte kernekompetencer. Mænd er gode til at holde mund og koncentrere os. Kvinder til at bonde rundt og netværke. Sådan er det bare. Lev med det.

Til gengæld kan man glæde sig over, at begge sæt af kernekompetencer er noget som der i høj grad er behov for. Ikke kun i erhvervslivet, men også i ‘livet’!

Sandheden er også, og her er virkelig det ulykkelige ved hele KVINFO’s og den øvrige venstrefløjs fremfærd, at intet menneske kan blive lykkeligt uden først at omfavne sig selv. Med andre ord skal kvinder ikke misunde mænd at vi er mænd. Derimod bør de glæde sig over at være kvinder. Penismisundelse er en slem ting. Vi andre er for så vidt ligeglade. Der er nemlig masser af attraktive kvinder derude, som ikke lider af feministernes mindreværdskomplekser. Problemet er bare, at når feministerne bruger al deres tid på at misunde os manddommen i stedet for at være kvinder og erkende styrken i forskellen, vil de aldrig kunne omfavne sig selv og blive hele mennesker.

Ellers vil jeg ønske alle en rigtig god 8. marts!

Gemt i: Ikke kategoriseret d. 8. marts, 2012 | 13 kommentarer »

Et indlæg fra Karen M. Larsen her, gjorde mig opmærksom på at en del kommentarer til mine indlæg var pist forsvundet. Forståeligt nok følte Karen sig lidt skidt behandlet over dette.

Det kan jeg udmærket godt forstå. Jeg har også selv oplevet underlige ting med kommentarfunktionen her på siden. En nærmere undersøgelse viste, at det der skete var, at nogle af Karens indlæg var blevet fanget i Eftertankes spamfilter. Men Karen var ikke den eneste – også Claes og Ulla havde indlæg, der var havnet samme sted.

Jeg vil gerne gøre opmærksom på at det ikke er mig der har sendt indlæggene i spamfiltret, men derimod Eftertankes temmelig selvrådende filtersystem. Derimod er jeg ansvarlig for ikke at have tjekket filtret. Det har jeg gjort her til formiddag, og diverse indlæg er naturligvis nu befriet fra det grumme filter. Jeg vil gerne ydmygt undskylde for ikke at have tjekket mit spamfilter, det skal jeg nok gøre fremover.

Udover det, så undrer det mig såre, at velanskrevne bloggere her på siden uden videre kan havne i et spamfilter – uden at blogindehaveren (i dette tilfælde mig!) på nogen måde har bestilt dette. Jeg vil foreslå Eftertankes redaktion og tekniske webansvarlige at få kigget på indstillingerne for den slags her på portalen.

Gemt i: Ikke kategoriseret d. 5. marts, 2012 | 2 kommentarer »

Af alle de løgne og underlige konspirationsteorier der florerer i verden i dag, er løgnen om det såkaldte ‘Palæstina’ nok den mest mærkværdige.

Det er nu ikke selve løgnen der er mærkværdig, men mere den underlige kendsgerning at der findes så mange ellers nogenlunde intelligente mennesker der rent faktisk tror på den. Som tror på at der engang har fandtes et land ved navn Palæstina, og som tror på at landet Israel er en form for besættelsesmagt i dette land.

Selv vælger jeg at se dette som et udtryk for, at historieundervisningen i skolen er under al kritik. Og det er for øvrigt det ubetinget mest positive der er at sige om dén sag! Alternativt kunne man jo også vælge at beskylde landets undervisere for, i fællesskab med den øvrige venstrefløj, bevidst at udsprede løgne og arabisk propaganda om det eneste demokrati i Mellemøsten.

Lad mig nu, for at understrege pointen, stille en række spørgsmål til disse ‘Palæstina’-apologeter. Spørgsmål, som venligst bedes besvaret med fakta!

For det første: hvornår blev denne stat ‘Palæstina’ dannet og af hvem? Hvad var landets grænser? Hvad hed hovedstaden og hvilke var navnene på landets øvrige større byer?

Nævn mindst én ‘palæstinensisk leder’ inden Arafat.

Hvad hed landets møntenhed, og nævn venligst vekselkursen i forhold til en hvilken som helst anden større valuta i Verden. Man kan eventuelt selv vælge datoen. En hvilken som helst dato kan gøre det.

Siden denne stat ‘Palæstina’ tydeligvis ikke eksisterer i dag, hvad er da årsagen til at den ophørte hermed og hvornår skete det?

Hvad er årsagen til at ‘Palæstina’ først forsøgte at blive selvstændige efter seks-dages krigen i 1967, hvor angribende arabiske styrker led et knusende nederlag?

Disse er spørgsmålene som venligst ønskes besvaret, tak.

Indtil disse spørgsmål er blevet fyldestgørende besvaret med fakta og relevante henvisninger, vil jeg vælge at betragte kravet om Palæstina som en decideret, bevidst løgn. En løgn, der kun har ét formål: At få det eneste vestligt orienterede, demokratiske og pluralistiske land i Mellemøsten til at ophøre med at eksistere.

Samtidig vil jeg betragte den danske venstrefløjs opbakning til jødehadere som eksempelvis Fatah-lederen Abbas, der som bekendt har erklæret at han ikke vil tolerere så meget som én eneste jøde i ‘Palæstina’, som værende drevet af antisemitisme og almindelig stupiditet.

Gemt i: Ikke kategoriseret d. 4. marts, 2012 | 19 kommentarer »

Da vi nyhedsnarkomaner vågnede op til dagens dosis fredag morgen, var det til en meningsmåling i dagbladet Børsen, der virkelig kunne få kruset med morgen-teen til at standse midt i luften. Børsen bragte en meningsmåling, og målingen var særdeles bemærkelsesværdig.

Befolkningens opbakning til det store Socialdemokrati er gået i frit fald. Partiet er nu nede på 18,5 procent – med fortsat pil nedad. Samtidig, for at gøre ondt værre, er det største oppositionsparti, Venstre, nu større end samtlige tre regeringspartier tilsammen. Målingen bragte mindelser frem om et parlamentsvalg i Canada for nogle år siden, hvor den ‘forsvarende’ regering mistede samtlige (ja, SAMTLIGE!) pladser i landets parlament.

Så langt er vi ganske vist ikke henne i Danmark endnu, selv om regeringsblokkens frie fald i målingerne såmænd ikke skal fortsætte ret meget længere, før sammenligningen bliver særdeles relevant.

Og jeg skal da gerne indrømme, at der her på matriklen blev leet længe og hjerteligt, da socialdemokraternes gruppeformand Mogens Jensen, der blev valgt som ‘Årets Kulturafvikler 2010′, udtalte at regeringsansvaret har slidt på regeringen….

Ja goddaw do. Regeringen har siddet i et halvt år. Et halvt år er ikke nok til at slide en regering. Rent faktisk er det sådan, at det første halve år er blomster, gave og chokolade-perioden. Det er den periode (og lidt til!), hvor en nyudnævnt regering får gennemført sin politik, soler sig i regeringsmagten, rider på bølgen fra valget – og i det hele taget nyder godt af en generelt positiv ‘karma’ i offentligheden.

Med andre ord: Det første halve år burde ikke slide på nogen som helst regering. Ikke desto mindre er denne regering altså gået i frit, lodret fald i befolkningens opbakning.

I min optik er der flere grunde til det frie fald. Dels er der selve regeringens sammensætning. Flere ministre er ganske enkelt ikke kvalificerede til at være ministre. Unge ministre, der aldrig i deres liv har haft et job – og som i det hele taget giver indtryk af at nyde en iskold foragt overfor noget så proletaragtigt som at skulle arbejde for føden. En decideret landsforræder som Ole Sohn er også blevet minister.

Dertil kommer selvfølgelig det politiske. Da Thorning-Schmidt inden valget bejlede til vælgerne, gjorde hun et stort nummer ud af skråsikkert at fastslå, hvor ansvarlig og midtsøgende hun ville være – ikke mindst på det økonomiske område og det værdipolitiske. Dermed opnåede hun tilliden hos de mange vælgere, der betragtede den udgående regering som metaltræt, som ville se nye ansigter – men ikke nødvendigvis en ny politik.

Men da først sejren var i hus, viste det sig at hendes regering var det stik modsatte. En opblødning af udlændingeloven, med det klare formål at få flere muslimer til landet. Højere skatter og afgifter fra den andel af befolkningen der stadig er dumme nok til at gå på arbejde, så regeringen kan forære pengene til de mange dovne og uduelige Carina-typer og lignende. Og en betalingsring omkring Rigets hovedstad, der beviste to ting om regeringen: Dels at den betragter befolkningen som malkekvæg, hvis eneste eksistensberettigelse er at skulle plukkes – dels beviste sagen også regeringens egen indbyggede svaghed når der skal træffes beslutninger.

Den regering, som Helle Thorning-Schmidt havde lovet os, var stærk og midtsøgende. Hvad vi i stedet fik, var en regering der er svag og ræverød. Det er med andre ord kun naturligt at befolkningen reagerer imod dette. Én ting er vælgerbedraget, den del er slem nok. Det er en alvorlig sag at bedrage vælgerne så åbenlyst, som Thorning-Schmidt helt bevist har gjort det.

Men jeg tror også at regeringens frie fald i meningsmålingerne måske kan være et tegn på noget andet. At borgerlige har vundet den del af værdikampen, der handler om at vinde den brede befolknings opbakning til centrale, borgerlige værdier. Værdier, som for eksempel at det skal kunne betale sig at arbejde. Respekt for den enkelte, pengene har det bedst i borgernes lommer – den slags.

Men at der skulle en ræverød agenda på regeringskontorene til, før mange for alvor forstod det.

Lad os tage Carina-sagen som et eksempel. Hvis en Joachim B. Olsen for 5-10 år siden havde lavet et tilsvarende stunt og blev taget på ordet af en Özlem Cekic, var han blevet slagtet i offentligheden, Cekic havde sikret karrieren – og Carina ville heller ikke have været anonym. Carina-sagen var det store vendepunkt, hvor mange, rigtig mange, danskere nu fik syn for sagn: at de røde partier foragter dem for at passe deres arbejde, at de plyndres i skat for at Carina og folk som hende skal forgyldes. Og så har vi slet ikke talt om det enorme system af behandlere og socialrådgivere og psykologer og jeg skal komme efter Jer, som nok i virkeligheden er den virkelige begrundelse for at nydere som Carina får lov til at passe sig selv. Dertil kommer så det meget omfattende system af projektparasitter inden for det offentlige system, som ti års borgerlig regering skamfuldt nok heller ikke fik gjort bugt med.

Nu skrev jeg længere oppe, at den del af kulturkampem der handler om at vinde den brede befolknings opbakning, muligvis kan være vundet. Men det betyder ikke at den er slut. For i skoler og uddannelsesinstitutioner indoktrineres elever og studerende stadig i det socialistiske verdensbillede. Det virker bare ikke rigtig – for nylig kom det frem, at Konservativ Ungdom er landets største politiske ungdomsorganisation, så der er i høj grad håb forude.

Men vundet eller ej – kulturkampen er ikke slut. Dels er der et kommende valg der skal hente i hus, dels er der stadig kampen på skoler og uddannelsesinstitutioner, hvor socialistiske undervisere stadig forsøger at indgive følsomme sjæle et kulturfjendsk samfundssyn. Og så er der naturligvis den tiltagende islamisering af Danmark, som er en direkte følge af det socialistiske har mod den vestlige kultur. Så selv om det ser godt ud, er der stadig meget at tage fat i!

Gemt i: Ikke kategoriseret d. 3. marts, 2012 | Ingen kommentarer »

For et par dage siden traskede en advokat ved navn Muhammad Zahid Saeed ind på det lokale dommerkontor i byen Kotwali i Jhang-provinsen i Pakistan. Advokatens ærinde var at han var blevet stødt, ja endda oprørt og vred.

Sammen med sine kammerater var han nemlig kommet til at surfe helt uskyldigt på internettet, og opdagede til sit store chok, at tekster der lægges på nettet i fjerntliggende lande som Danmark, kan læses så langt væk som i Jhang-provinsen. Og som mange vil vide, er det ofte chokerende ting man kan læse på den danske del af internettet. Ikke mindst hvis man er en from muslim med ambitioner om at opnå ære og berømmelse i hjemlandet.

Da advokaten senere på dagen forlod dommerens kontor, havde dommeren sigtet en lang række personer for blasfemi. Heraf en dansker og tre amerikanske statsborgere – nemlig Facebook’s stifter Mark Zuckerberg og de to Florida-præster Terry Jones og Wayne Sapp. Zuckerberg kender de fleste vel, og de to præster er mest kendte for sidste år at have dyppet en koran i benzin, for derefter at brænde den af og til slut poste en film af seancen på internettet. Især de to præster fik en lille svada med på vejen af den fromme advokat: ”At brænde koraner er en form for international terrorisme”, tordnede han.

Den oprindelige historie fra den pakistanske avis ‘The International News’, lød at fire danskere var blevet sigtet i sagen. BT skriver at der nok kun er tale om en enkelt, Flemming Rose.

Med andre ord har pakistanske myndigheder udstedt arrestordre på en dansk journalist. Og journalisten er sigtet efter en paragraf i Pakistans straffelov, for hvilken der kun findes én straf: dødsstraf. En ret alvorlig sag, skulle man mene. Vel egentlig også en sag af en vis offentlig interesse. Det er derfor ikke helt urimeligt at forvente en væsentlig omtale af sagen i danske medier. Men nej, ikke i denne omgang.

En hurtig google-søgning her til morgen, viste at kun to danske aviser har bragt historien i deres netudgave. De to er BT og Aarhus Stifttidende, og mange tak til dem.

Men jeg mener faktisk at dette er en historie, som fortjener et større publikum herhjemme. Og det gør jeg af flere grunde. Dels er der det rent principielle i at et fremmed lands myndigheder ønsker danske borgere arresteret og dømt, formodentlig til døden, for at ytre sig frit. Den slags er altid en vis opmærksomhed værd. Dels er der det ikke mindre principielle, at dommeren der har udstedt kendelsen, mener at forbrydelsen falder ind under Pakistans suverænitet. Og begrundelsen? Jo, de sigtede har lagt materiale op på nettet som kan ses i Jhang-provinsen i Pakistan. Og kan derfor dømmes for blasfemi i Pakistan. Advokatens anmeldelse og dommerens kendelse, banker således direkte ned i en global diskussion om internettets grænser og hvem der har ansvar for hvad.

Dertil kommer selvfølgelig det åbenlyst latterlige ved at omtale en koranafbrænding som international terrorisme. Den slags udtalelser, og sager som denne, kan vel betragtes som det endegyldige bevis for at distriktspsykiatrien endnu ikke er slået igennem i Pakistan.

Selv har jeg flere interesser i sagen.

Dels er jeg jo selv en blogger og debattør, som efter pakistansk ret sikkert også vil kunne få kappet roen for hvad jeg har skrevet her på bloggen. Dels er jeg borger i et frit og pluralistisk samfund, hvilket jeg gerne ser fortsat. Og sidst, men ikke mindst, er jeg medlem af redaktionen på Trykkefrihedsselskabets internet-tidsskrift Sappho. På redaktionen er det mit ansvar, mereeller mindre dagligt at  orientere læserne om udvikingen i ytringsfriheden omkring i verden. Det sker i et hjørne af Sappho, der hedder Udkigsposten. Og her hører blasfemisager mod folk som Flemming Rose, Mark Zuckerberg og de to præster helt naturligt ind under interesseområdet.

Derfor lover jeg hermed læserne, at hvis det store flertal af mainstream-medierne ikke vil følge sagen helt til dørs – så gør vi det med garanti på Sappho!

Gemt i: Ikke kategoriseret d. 29. februar, 2012 | 2 kommentarer »

Mere end halvdelen af den danske befolkning forsørges af det offentlige. Der er tale om en skønsom blanding af offentligt ansatte, studerende på SU, både alders- og førtidspensionister, efterlønnere og arbejdsløse på enten kontanthjælp eller dagpenge. Og det er alle vi andre ude i det private, der via vore skatter betaler gildet.

Der er nogenlunde lige så mange løsningsmodeller på denne problemstilling, som der er politiske grupperinger her i landet. Hvis man er rød, eksempelvis, mener man typisk at problemet med arbejdsløshed bedst løses ved at skabe flere stillinger inden for det offentlige. Problemet med dén løsning er bare, at der ikke bliver flere til at betale – og at regningen bare bliver endnu større for vi andre. Altså at skatterne stiger.

Vi andre på den borgerlige side, som jo er de mest fornuftige, mener at vejen frem er at skabe bedre forhold for det private erhvervsliv. Samt, ikke mindst, at gøre det mere attraktivt for folk med en iværksætter i maven at leve drømmen ud. For sandheden er nemlig, at hver iværksætter typisk skaber 3-4 arbejdspladser foruden sin egen. Det vil derfor være en god forretning for samfundet at tilskynde borgerne til at starte egen virksomhed – ikke mindst hvis de afledte 3-4 arbejdspladser falder inden for den private sektor!

Her i Aarhus har der gennem nogle år kørt et forsøg, som man nu er begyndt at evaluere på. Forsøget går i al sin enkelhed ud på, at kommunen har ydet mikrolån til en udvalgt gruppe af kontanthjælpsmodtagere. Forudsætningen er naturligvis en holdbar forretningsmodel, men er denne tilstede, bakker kommunen op med mikrolån, kurser og relevant coaching.

I første omgang blev 12 kontanthjælpsmodtagere lukket ind i projektet, og ud af disse er de fire i dag ét hundrede procent selvforsørgende. De øvrige 8 er stadig ‘in business’, men er endnu ikke blevet HELT selvforsørgende. Til det sidste skal det dog siges, at der er stor forskel på hvor mange penge der skal hentes hjem for den enkelte, inden man betragtes som selvforsørgende. Det afhænger nemlig af hvor meget man er berettiget til at modtage i kontanthjælp. For en enlig uden børn er tallet 6-7.000 kroner pr måned, mens en Carina-type (dvs med forsørgerpligt og halvdyr husleje!) skal hente rundt regnet 9-10.000 mere. Det fremgår således ikke af presseomtalen, hvor mange af de resterende otte der har forsørgerpligt. Det er nu heller ikke så vigtigt.

Det vigtige er at en gruppe mennesker som bankerne ellers skyer som pesten, nu har fået mulighed for at få foden under eget bord. De slipper væk fra socialforvaltningernes oftest ydmygende aktiveringstiltag og tåbelige pipfuglekurser. De får en hverdag der giver mening, hvor de selv har kontrol og med mulighed for at forfølge sine drømme.

Og så skaber de arbejdspladser, også hos andre firmaer. Når man ser på listen over firmaer som er kommet i gang via dette projekt, fremgår det tydeligt at de hver især er med til enten at skabe eller opretholde arbejdspladser hos enten kunder eller leverandører. Frisør, grafisk designer, chauffør med egen kassevogn, smykkedesigner og tekstforfatter er de eksempler, som projektets leder selv har nævnt.

Naturligvis er jeg godt klar over at mikrolån ikke nødvendigvis løser alle landets økonomiske problemer. Jeg tvivler heller ikke et øjeblik på, at langt fra alle modtagere af kontanthjælp eller førtidspension har hvad der skal til for at kunne gennemføre et erhvervsprojekt. Men jeg er heller ikke et øjeblik i tvivl om at der er betydeligt flere end hvad mange går og tror.

Flere kommuner har allerede henvendt sig til den relevante statslige styrelse og ansøgt om dispensation fra de gældende regler, så de også kan komme i gang med tilsvarende projekter. Jeg vil meget opfordre til at disse dispensationer bliver givet. Jeg vil også meget opfordre til, at folketinget i forbindelse med de igangværende reformforhandlinger vil lovfæste muligheden for kommunerne.

Men ikke nok med det. Også for modtagere af dagpenge, er reglerne for selvstændig virksomhed alt, alt for stramme. Også her bør der løsnes op, så det bliver muligt for eksempelvis folk med fritidsvirksomhed at fortsætte med denne – selv hvis deres ‘day-job’ pludselig forsvinder. Kort og godt efterlyser jeg mere fleksible regler for området. Rent faktisk betragter jeg det som en større skandale, at vi stadig efter et tiår med borgerlig regering i realiteten stadig har et samfund, hvor det defacto er umuligt at gå direkte fra offentlig forsørgelse til selvstændig virksomhed. Og endnu værre, at reglerne er så rigide, at selv hobby-biavlere tvinges til at afhænde deres 3-4 bistader hvis de bliver ledige.

Det er ganske enkelt hverken rimeligt – eller for den sags skyld i overensstemmelse med den måde som det moderne erhvervsliv fungerer på. Reglerne er lavet til industrisamfundet, ikke et moderne arbejdsliv, hvor mange går fra projekt til projekt.

Og, ja… jeg skal gerne være den første til åbent at indrømme, at min interesse for dette emne ikke udelukkende skyldes at jeg interesserer mig for samfundets ve og vel. Selv om dette i høj grad også er tilfældet! Sagen er nemlig dén, at også jeg går med en lille iværksætter i maven og i øjeblikket går og overvejer at starte egen virksomhed senere på året. I givet fald bliver det selvfølgelig i fritiden, sideløbende med at det almindelige arbejde skal passes. Sådan er vilkårene jo, og det er absolut ok. Og selv om tåbeligt forældede dagpengeregler naturligvis ikke vil komme til at indgå i min endelige beslutningsproces til den tid, har det under alle omstændigheder givet stof til dette blogindlæg.

Og til eftertanke

Gemt i: Ikke kategoriseret d. 26. februar, 2012 | Ingen kommentarer »

Racismeparagraffen er i vælten for tiden. Ikke mindst ser det ud til at vi der er modstandere af loven for tiden oplever en ny vind.

Der er mange grunde til at racismeparagraffen efter min mening bør afskaffes. Dels indskrænker den ytringsfriheden for borgerne. Dels rammer den socialt skævt. Dels beskytter den kun visse, nøje definerede grupper, mens andre ikke beskyttes. Og sidst, men ikke mindst, administreres paragraffen på en sådan måde, at etniske danskere som udgangspunkt ikke beskyttes af den.

Senest §266b blev prøvet i retten, var så sent som i sidste uge. Da blev nazisten Daniel Carlsen frikendt for at have på sin blog at have gjort sig en række betragtninger omkring negres intelligensniveau, og hvorledes indvandring af sådanne her til landet påvirker landets samlede intelligensreserver negativt.

At Daniel Carlsen blev frifundet, hilser vi her på bloggen velkommen. Ikke fordi jeg betragter hans ytringer som værende udpræget elegante, men af flere andre grunde. Dels det principielle – hensynet til ytringsfriheden. Dels fordi Daniel Carlsens udsagn kan kobles direkte op på en videnskabelig undersøgelse foretaget af professor Nyborg på Aarhus Universitet. Naturligvis hverken kan eller bør det være strafbart at referere til en relativt ny videnskabelig undersøgelse eller til videnskabelige teorier. Heller ikke selv om disse forekommer politisk ubekvemme eller man måtte være uenig i konklusionen!

Racismeparagraffen rammer skævt på flere punkter. Først og fremmest rammer den skævt i forhold til hvilke grupper der beskyttes af den. Ifølge paragraf 266§, er det forbudt at true, håne eller nedværdige mennesker på grund af deres race, hudfarve, etnisk, national eller seksuel orientering. Jeg skal her springe let hen over at trusler under alle omstændigheder er forbudt i straffeloven, og i stedet konstatere at det altså er disse specifikke grupper der er beskyttede i loven. Det er de blevet, fordi deres interesseorganisationer har kunnet overtale et tilfældigt politisk flertal til at beslutte, at forhånelser og hård kritik er ekstra meget synd for netop disse mennesker. Derimod er det fuldt ud tilladt at forhåne og nedværdige såvel overvægtige som postarbejdere, rygere, smede, socialdemokrater og Villy Søvndal.

De grupper som racismeparagraffen beskytter, er således ret tilfældigt udvalgt. Udvalgt efter hvem der kan mobilisere de mest effektive lobbyister og interesseorganisationer.

Dertil kommer at paragraffen også rammer socialt skævt. Sagen er nemlig den enkle, at de af os der har sproget i vor magt, i virkeligheden relativt nemt kan omgå racismeparagraffen. Denne mulighed har en lavtuddannet med et dårligt sprog ikke, og dermed fratager paragraffen altså en stor del af landets befolkning deres muligheder for at ytre sig lovligt om især den islamiske indvandring, men også om eksempelvis homoficeringen af mediebilledet og det offentlige rum.

Et eksempel: hvis man udtaler at muslimske mænd generelt voldtager og misbruger deres børn, er man ifølge retspraksis hjemfalden til straf. Hvis man derimod, med hjemmel i kvalitative undersøgelser foretaget af forskere i eksempelvis England, konkluderer at flere muslimske mænd end andre misbruger deres børn – og forklarer overrepræsentationen ved at henvise til nogle sætninger i islamiske lovbøger, kan man ikke dømmes.

Det samme gælder æresdrab: hvis man skriver at muslimske mænd myrder deres døtre, er det naturligvis også strafbart. Men hvis man, som jeg gjorde her på bloggen for et års tid siden, med henvisning til en islamisk lovtekst konkluderer at muslimske mænd der har ‘den rette indstilling’ med rimelighed kan opfatte æresdrab som tilladeligt, er det en anden sag.

Racismeparagraffen rammer med andre ord skævt. Både med hensyn til hvem den beskytter, men også med hensyn til hvem der typisk vil blive dømt efter den.

Det lader også til at selveste politiet og anklagemyndigheden har fået øjnene op for disse kendsgerninger. I hvert fald fortalte bloggeren og den politiske aktivist, Firoozeh Bazrafkan for et par dage siden til det udmærkede internet-tidsskrift Sappho, at den betjent der havde afhørt hende gav udtryk for at man også i politiet betragter paragraffen som værende forældet og ude af trit med et moderne samfund.

Dertil kommer selvfølgelig, at denne paragraf i straffeloven udelukkende benyttes til at banke politiske modstandere oven i hovedet med. Den har ingen reel strafferetslig relevans, og bør derfor afskaffes.

Gemt i: Ikke kategoriseret d. 29. januar, 2012 | Ingen kommentarer »