Dan Ritto

Dette er et spørgsmål som ofte dukker op når man har sin egen blog: Hvorfor blogger du? Hvorfor dog anstrenge sig med at skrive alle disse indlæg, når hver enkelt artikel højst kan samle fem til seks læsere?

I hvert fald er det et spørgsmål som jeg gennem tiden med mellemrum har måttet lægge øre til. Hvorfor gider du? I virkeligheden er svaret enkelt, og måske alligevel ikke. For mit eget vedkommende går min knap så glorværdige karriere som blogger halvandet år tilbage,til julemåneden 2007 hvor jeg startede min egen lille blog på Blogspot. Jeg har aldrig ønsket at gøre den store reklame for min blog, og som følge heraf har læsertallet aldrig været særlig stort. Så hvorfor egentlig?

I virkeligheden er svaret meget enkelt; jeg skriver i ytringsfrihedens navn. Jeg skriver fordi jeg kan – intet mindre! Jeg skriver, fordi muhammedkrisen har vist, at en uhellig alliance bestående af muslimer og vore egne dhimmier, ønsker at vi skal tie stille. Jeg skriver, fordi ytringsfriheden kun er noget værd så længe den bliver brugt. Så er det i den forbindelse mindre vigtigt om man har en million læsere eller kun fem. Fordi så længe gode borgere insisterer på at ytre sig, vil det være meget svært for vore magthavere at begrænse vores ret hertil. Og hvis rigtig mange insisterer på at ytre sig, bliver det umuligt. Derfor blogger jeg!

Jeg skriver også fordi ytringsfriheden er med til at gøre livet mere besværligt for magthaverne – og jeg skriver fordi der stadig findes mennesker i Europa, der ønsker at begrænse os. Og her taler jeg ikke kun om muslimerne og deres underkuede politiske tjenere, men også mere almindeligvis ordentlige mennesker. Et eksempel herpå som jeg behandlede i min blog sidste år, handlede om et vistnok estisk medlem af EU-parlamentet, som ønskede at begrænse retten til at blogge. Hendes argumentation gik på, at idet blogosfæren har fået så stor indflydelse på meningsdannelsen, er det nødvendigt for myndighederne at begrænse adgangen til mediet.  

Så længe der findes politikere og meningsdannere der ønsker at begrænse ytringsfriheden eller helt fratage os den, betragter jeg det som en pligt at ytre mig. Men det er samtidig vigtigt ikke at begrænse ytringerne til ytringsfriheden og dermed beslægtede emner, men i det hele taget at ytre sig om de emner og temaer som jeg finder interessante eller relevante at diskutere. Derfor skriver jeg om de emner der interesserer mig, nemlig samfundsforhold, politik og religion.  

Så hidtil har jeg gået og hygget mig med at skrive for mine sædvanlige fem læsere på Blogspot. Af og til er det dog alligevel sket at andre blogs har henvist til artikler jeg har skrevet – og tak for det, den slags luner! Men gennem den seneste tid har jeg gået i overvejelser omkring hvorvidt man måske skulle udvide gesjæften lidt – om jeg måske skulle begynde at skrive på én af de større avisportaler og dermed komme længere ud med mine holdninger. 

Mens jeg gik med disse overvejelser,  udkom der en bog på herværende avis’ forlag. Bogen var ‘Nonne Tur-Retur’ skrevet af Helene Hägglund. I forbindelse med såvel indhold som forfatter har jeg lidt specielle forudsætninger, idet jeg faktisk kendte forfatteren gennem en del af hendes klostertid og dermed også fik et kendskab til hendes kloster. Derfor skyndte jeg mig straks at skrive et indlæg på min blog, hvor jeg tog hende i forsvar mod de personangreb som jeg vidste ville komme. Det gjorde jeg, fordi jeg kender til forholdene i hendes gamle kloster i den tid hvor hun boede dér, og fordi hun beskrev stemningen i klostret sådan som jeg husker den. Takket være Google vakte indlægget en moderat opmærksomhed blandt enkelte katolikker, hvilket jeg er meget taknemmelig for. 

Men indlægget må også have givet opmærksomhed andre steder. Således modtog jeg en henvendelse fra denne portals redaktør, som indeholdt en opfordring til at begynde at blogge på Kristenblog. Taget i betragtning at jeg gennem nogen tid i forvejen havde gået med overvejelser om at udvide fra min beskedne blogspot-blog, var jeg ret nem at overtale. Det er jeg for øvrigt ganske ofte, men det er en helt anden historie! 

I det hele taget er jeg et såvel skrivende som debatterende menneske. Jeg skrev mit første læserbrev som 15-årig, har gennem lange perioder af mit liv været aktiv i forskellige former for politisk arbejde og anden form for organisationsvirksomhed. Det er jeg ikke længere, så jeg skriver nu helt fri for særinteresser af den ene eller anden slags. Jeg skal således ikke vælges til noget! Jeg skriver helt og aldeles uden skumle bagtanker. 

Som det fremgår af min præsentation, er jeg katolsk kristen, som konverterede fra Folkekirken helt tilbage i 1991. Den Katolske Kirke er et stort hus med mange rum, og jeg har som god konvertit været rundt i et par af disse. Heraf har jeg blandt andet lært, at min kirke lever i en evig balance mellem det hellige og det profane. På præsteseminariet i England  oplevede jeg på nærmeste hold hvad jeg selv vælger at kalde for ‘Kirkens Mørke Side’ – dvs den del af min Kirke som hælder bort fra det hellige, til fordel for det profane. Magtarrogancen, med andre ord. På trods af et dybfølt præstekald valgte jeg således at rejse derfra i utide. Dette gjorde jeg ud fra en overbevisning om, at fortsat ophold på stedet ikke ville være opbyggeligt.  

Men selv om jeg aldrig blev præsteviet og desværre nok heller ikke bliver det, lever jeg alligevel i cølibat, læser Kirkens tidebønner dagligt og betragter mig stadig som kaldet til præst. I et næsten fire år gammelt interview med Kristeligt Dagblad, som stadig kan findes på nettet, er jeg ellers blevet præsenteret som værende gift. Men det er jeg altså ingenlunde, har aldrig været det og aner ikke hvor journalisten fik dén idé fra! Men sådan er der så meget… Til gengæld er resten af artiklen rigtig god!

Jeg fortæller dette, for at eventuelle læsere skal forstå, at mine overbevisninger i forhold til kirkelige og teologiske/åndelige emner, er præget af en katolsk grundopfattelse. Så skal ingen bagefter komme og påstå at de ikke er blevet advaret!

Således min præsentation som ny blogger her på portalen. Dette er en slags ‘bloggerens trosbekendelse’, tilsat en kort præsentation. Det mener jeg selv er en god måde at indlede det nye bekendtskab på.   

Shalom. Fred. Pacem!

Gemt i: Ikke kategoriseret d. 21. juni, 2009